You are currently viewing Blog: Genåbning part 2 – en lille status fra PT-land

Corona har “hærget” Danmark i mere end et år. Hærget, fordi vi gang på gang oplever adskillige restriktioner og begrænsninger af vores daglige færden. Heldigvis har vi endelig åbent igen, omend det er udendørs i telt. Det er genåbning nummer 2 på under 12 måneder – det må være en rekord.

Men hvad har nedlukningen fået af betydning denne gang?

90% dyrker ingen motion

På trods af at vores klienter faktisk ikke er hverken dovne eller hader at træne, har en fællesnævner for dem været, at de har været nærmest inaktive under 2. nedlukning. Intentionerne har været der, men videotræning, skridt-challenges und so weiter er bare ikke nok for helt almindelige mennesker – det får ikke nogen op fra hverken seng eller sofa.

Flere kalorier indenbords

Så tænker du nok: “Men kosten – den har siddet lige i skabet!” Wrong. Mindre tid brugt på aktiviteter = mere tid i køkkenet (og slikskabet… og egentlig også vinkøleskabet). Yes, mange af vores klienter har oplevet, at de ganske har spist mere og oftere. Og så har de åbnet flere flasker vin, end de plejer.

Et billede tegner sig

Nu ved jeg godt, at det bare er vores lille gruppe af klienter, som fortæller os dette. Men undersøgelser fra nær og fjern peger i samme retning; Corona-nedlukninger resulterer i mindre fysisk aktivitet. Og dermed også ofte vægtøgning og hvad der dertil hører.

Inaktiviteten er i sig selv et kæmpe problem, da de kan medføre diverse skavanker på grund af fald i muskelmasse, styrke og koordination. Samtidig ses det, at meget stillesiddende mennesker udvikler skavanker, de ikke havde før, da de var mere rørige.

Ovenstående er dog vand i forhold til de, der oplever begyndende diabetes som følge af vægtøgning. Eller de, der må starte på blodtryks- eller kolesterolsænkende medicin.

Her snakker vi altså om alvorlige livsstilssygdomme; nogle, der er voldsomt svære at komme af med.

Bare fordi det er blevet noget nær umuligt at få trænet (på grund af nedlukning og vinter).

Et kæmpe arbejde foran os

Ikke kun for Performance Gym PT, men for danskerne helt generelt. Skal vi vende denne udvikling, skal vi i gang med det samme. Vi kender vores opgave og ved, vi kan hjælpe de, der opsøger os – men hvad med resten af Danmark?

Danskerne vælter sig i penge (nogle gør i hvert fald); indefrosset feriepenge, skattepenge tilbage og så må der da være en kæmpe opsparing, fordi vi har været låst inde i hjemmets fire vægge. Mit bud er, at 50% bruges på alkohol og festivitas (tænk cafeer, restauranter og hvad der ellers hører sig til), mens de sidste 50% bruges på psykologer og personlig træning.

Om det så bliver et mix af ovenstående for den enkelte eller hvad, tør jeg ikke gætte på.

Ovenstående er selvfølgelig skrevet med et glimt i øjet, men tag ikke fejl: Vi står lige nu i en position, hvor den danske sundhed er blevet markant forværret – på trods af at vi lukkede landet for at undgå selvsamme.

Skriv et svar