You are currently viewing Boost din hukommelse gennem træning

Træning er godt. Det gælder velsagtens alle former for træning. Først og fremmest styrker det din krop. Gør den “sundere” og gør hverdagen lettere (alt er lettere, når man er stærkere, er i bedre kondition, er mere fleksibel og så fremdeles). Men træning styrker også din hjerne.

Træninger forbedrer hukommelsen

Der fik jeg vist de flestes opmærksomhed. Ja, den er god nok; ny forskning peger i retning af, at træning – i dette tilfælde konditionstræning – forbedrer hukommelsen hos ældre, der er i risiko for at udvikle demens.

Men hvad er det, træning gør, som påvirker hukommelsen?

Forskere hos New UT Southwestern i USA har mappet de forandringer, der sker i hjernen i løbet af ét års konditionstræning. De fandt frem til, at træning øger blodgennemstrømningen til to områder i hjernen, der er forbundet til vores hukommelse.

Denne blodgennemstrømning hjælper således ældre mennesker med hukommelsessvigt. Faktisk i så høj grad, at dette studie kan være med til at guide fremtidens Alzheimer-forskning.

Blodgennemstrømning og hukommelsen

Studiet inddelte 30 ældre (+60) med hukommelsesproblemer og fik halvdelen til at træne konditionstræning i 12 måneder, mens den anden halvdel udelukkende strakte ud.

Træningsgruppen viste en 47% forbedring i “memory scores” sammenlignet med udstrækningsgruppen. Og på scanningsbilleder af hjernen var det tydeligt, at træningsgruppen havde en øget blodgennemstrømning til hjernen.

Gælder det også for mig?

Er du min gennemsnitslæser, er du ikke 60 år og lider af hukommelsesproblemer. Og til dig kan jeg blot sige: Ja, det gælder også for dig.

Andre studier har vist, at træning forbedrer dine generelle kognitive evner og funktion. Men det viser også, at almindelige voksne også oplever øget blodgennemstrømning til de dele af hjernen, der er forbundet med hukommelse.

De tilpasninger forsvinder ikke, hvis du fortsætter med at træne. Men skulle du være blevet stillesiddende og hukommelsen begynder at svigte, er det ikke for sent at starte. Den nye forskning på området viser, at tilpasningerne også kommer, hvis du starter fra scratch.

Vent ikke til det er for sent

Forskerne påpeger, at de ikke har fundet en kur mod Alzheimer’s. Men deres forskning peger på, at træning kan reducere risikoen eller i det mindste udskyde det – for nu – uundgåelige.

Blodgennemstrømning er nemlig kun én del af det puslespil, der udgør vores hukommelse. Men fordi du selv kan påvirke dette, ser jeg det som en vigtig brik. Og hvorfor vente med at starte, til du allerede oplever svigtende hukommelse?

Du venter jo heller ikke med at sende bilen til service, til alle advarselslamper lyser?

Skriv et svar