You are currently viewing Del 1/3 – Hvad er If It Fits Your Macros? Og hvordan bruger jeg det?

If It Fits Your Macros (IIFYM herfra)  har i løbet af de sidste par år vundet indpas i træningskredse og er efterhånden også nået ud til den mere brede del af befolkningen. Og det med god grund. Vi, her hos Performance Gym PT, bruger det selv ved utroligt mange klienter, fordi det giver dem en stor frihed og medbestemmelse i dagligdagen. Det gør det meget nemmere for dem at overholde deres planer og nå deres mål. Meningen med dette indlæg er at give en indføring i, hvad IIFYM er og, hvorfor vi vælger at bruge det igen og igen.

Hvad er IIFYM i teorien?

Groft sagt går IIFYM ud på, at du kan spise, hvad du vil og stadig tabe dig/tage muskelmasse på/opnå et helt tredje mål. Du skal bare indtage den rigtige mængde makronutrienter (macros). Det vil sige den rigtige mængde protein, kulhydrat og fedt (derfor det hedder “If It Fits Your Macros” = “Hvis det passer ind i dine macros”). Det holder du styr på, ved at “tracke”/notere, hvad du spiser. Oftest bruger du en app, som så regner ud for dig, hvad dine fødevarer indeholder. Det vender jeg tilbage til i næste indlæg om IIFYM.

Ja, du læste faktisk rigtigt: I teorien kan du tabe dig, mens du spiser flødeskumskager – så længe du bare får nok protein, kulhydrat og fedt.

Hvad er IIFYM så i virkeligheden?

Det er sandt, at du kan tabe dig/tage på/opnå et helt tredje mål uden at tænke synderligt over kostsammensætningen, så længe du får den rigtige mængde macros, og at den mængde resulterer i, at du ligger i et kalorieunderskud – uden sidstnævnte, taber du dig aldrig. Men hvis du glemmer at tænke over mikronutrienter (vitaminer og mineraler) og fokusere på variation i din kost, bliver det ikke den sunde måde at gøre tingene på.

Du bør derimod spise fødevarer af en høj kvalitet (= indeholdende (mange) vitaminer og mineraler), så du opfylder dine macros og micros. Gør du det, er der også plads til fødevarer af en “lavere” kvalitet. Og før du tordner op om, at jeg ikke kan kalde noget for høj og lav kvalitet, så uddyber jeg lige min statement. Fødevarer af en lavere kvalitet skal sidestilles med fødevarer, hvor der er mange/flere kalorier per 100 gram og som samtidig har færre vitaminer, mineraler og fibre. Eksempler på disse kan være slik, pandekager med sirup etc.

Nogle vil kalde det “junk” eller forbudte fødevarer. Jeg kategoriserer dem som fødevarer af lavere kvalitet, da det er nemmere for især mine klienter at forholde sig til. Med “lavere” mener jeg blot, at visse andre fødevarer er af højere kvalitet, fordi de indeholder færre kalorier per 100 gram og flere vitaminer, mineraler og fibre. Intet er som sådan forbudt, når du spiser efter IIFYM.

IIFYM brudt ned

Bryder vi dermed IIFYM ned, får vi, at spiser du fornuftigt det meste af tiden, er der også plads til alt det søde og “sjove”. Spøjst, som det harmonerer med de officielle kostråd? Følger du ovenstående, vil du opleve, at din krop føles “sundere” og mere velfungerende. Som med alt andet her i livet, handler IIFYM om mådehold.

IIFYM er altså ikke en “diæt”, men en fleksibel tilgang til mad. Den “tillader”, at du kan tage til familiefødselsdage, på dates – ja endda en bytur, kan der være plads til, hvis det er en prioritet. Med IIFYM behøver du ikke udelukke sociale begivenheder – så længe du indregner dem i din uge. Du behøver ikke udelukke kulhydrater eller spise suppe i syv dage. Du spiser bare helt normalt, mens du tænker dig om (og tracker/noterer det, du spiser – mere om det i næste indlæg).

IIFYM brillerer ved at lade dig leve af alt det, du gerne vil have, mens du opnår dine mål – forudsat du spiser fornuftigt (som en voksen, vil jeg næsten sige) det meste af tiden. Det kræver selvfølgelig, at du tænker dig om og planlægger lidt. Til gengæld ser jeg hos mine klienter, at de formår at blive ved med at holde planen i længere tid, end hvis de fulgte Familiejournalens “suppekur” eller “zone diet” – eller hvad denne ugens quick fix hedder.

Er IIFYM så nemt?

Er IIFYM bare så simpelt, at alle kan gå igang med det samme? Svaret er både ja og nej. Først og fremmest gælder det for IIFYM, som det gør for så meget andet, at “there is no such thing as a free lunch”. For IIFYM’s tilfælde betyder det, at du skal arbejde lidt selv, før du kommer igang. Men alle kan som sådan følge IIFYM. Og det kommer jeg meget mere ind på i mit næste indlæg om IIFYM, der kommer til at handle om især tracking af den mad, du spiser.

Skriv et svar