You are currently viewing Få mere effektive medarbejdere: Lad dem træne i arbejdstiden

Vi ved det jo godt: Daglig motion har en klar effekt på din egen fysiske og mentale formåen. Én times ugentlig træning forøger din kondition og forbedrer dit blodtryk. Og det er bare én time. Tænk sig så, hvis du kunne træne to timer?

Og tænk sig, hvis det kunne foregå i arbejdstiden, så der ikke længere er nogle undskyldninger for at lade være.

Men måske er der ikke længere flere undskyldninger.

Arbejdsgiveren kan gå forrest – og få mere ud af sine medarbejdere

Ja, det koster penge at lade de ansatte træne i arbejdstiden. Det giver sig selv. Hvis de bruger 30 minutter på at træne, “mister” man jo arbejdskraften i den periode.

Men et dansk studie fra 2017 viste faktisk, at lader man kontoransatte træne i én time i løbet af arbejdsugen, får man et ROI (Return On Investment for de uindviede) på minimum 2,74. Det betyder, at for hver krone du som arbejdsgiver investerer, får du 2,74 kroner igen.

Og det er medregnet en personlig træner, lokaleleje, løn og sygefravær.[1] Nogle steder får du faktisk et ROI på 20.

Gælder ikke kun kontoransatte

Ofte kigger studier på kontoransatte, fordi disse ofte er stillesiddende. Her er det især gavnligt at få dem i bevægelse.

Men det virker umiddelbart også i produktionsvirksomheder.

Et forskningsstudie fra Esbjerg Lufthavn peger på en øget produktivitet med op til 7,3%. Stigningen sker som følge af, at medarbejder når mere i løbet af deres dag.

De er stærkere og dermed hurtigere til at laste fly. Samtidig udviser de større mentalt overskud.[2]

Samtidig falder korttidssygefraværet med op til 56%. Og her snakker vi ud fra et studie, der undersøger ansatte, som blot træner én time i arbejdstiden i løbet af ugen.

Én time = 56% mindre korttidssygefravær. Det tænker jeg umiddelbart mange arbejdsgivere ville være ret begejstrede for.

Elastikker hjælper ikke – der skal mere til

Men går du som arbejdsgiver og overvejer at indrette et træningsrum eller hyre en instruktør, er det ikke nok med et par elastikker.

De ansatte skal have pulsen op, hvis du (og de) skal se den ønskede effekt. Det betyder, at træningen skal være så hård, at du ikke umiddelbart kan tale ret meget undervejs – ellers batter det ikke.

Det betyder, at indretter du et motionsrum, skal du alliere dig med den rette, så I får den rigtige blanding af styrketræningsudstyr og/eller konditionsudstyr. Og det kan være svært og tage lang tid. Men de gavnlige effekter, hvis medarbejderne begynder at træne dagligt/ugentligt er ikke til at overse.

Behøver ikke kun være i arbejdstiden

Træning i arbejdstiden kan være grænseoverskridende at tilbyde. Som arbejdsgiver kan du også indrette et motionsrum og bare håbe på det bedste. Men ofte er det kun i starten, medarbejderne viser interesse. Og så får man jo ikke alt det gode fra ens kernesunde medarbejdere.

Men der er også andre måder at få de ansatte igang.

I Esbjerg Lufthavn betaler arbejdspladsen den første halve times træning, mens medarbejder selv skal betale den sidste halve time, som samtidig foregår i deres fritid.

Men det kan også være tilskud til en personlig træner eller sågar et samarbejde med flere trænere, der laver træningsprogrammer, kostplaner og træner medarbejderne.

På den måde kræver det også mindre af arbejdsgiveren at holde medarbejderne til ilden, fordi den personlige trænere sørger for løbende opfølgning. Ofte vil den ansatte kunne klare træningen før eller efter arbejde, så det heller ikke går ud over arbejdstiden.

Der er således mange måder at få de ansatte til at dyrke motion – og utroligt mange grunde til at hjælpe dem med at komme igang. Både for deres egen sundhed og få arbejdsglæden.

 

 

[1] https://stiften.dk/artikel/tr%C3%A6ning-i-arbejdstiden-betaler-sig-2017-1-16

[2] https://www.dr.dk/nyheder/regionale/syd/ansatte-faar-loen-svede-kan-give-pengene-flere-gange-igen

Dette indlæg har 2 kommentarer

  1. Mattias Green Adamsen

    Super interessant at følge med i!

    Hvad er jeres erfaring ift. ROI og ved at også smide de rette næringstoffer ind i ligningen? Kost råd, tilskud osv? Tænker f.eks omega 3 og d vitamin for energi overskud og koncentrationsevne osv.

    1. cj@performancegym.dk

      Hej,
      Tak – Det er svært måle på. Men vores vejledning er altid 360 graders vejledning, så vi ser på alt fra træning, kost og livsstil og herigennem rigtig gode resultater.

      /CJ

Skriv et svar